Velkommen

Tak fordi du lagde vejen forbi  ...


Mit navn er Karen. Jeg er født som Karen Krogsgaard, men det blev på livets vej til Karen Zubari.


Jeg stammer fra Bagsværd og er uddannet korrespondent i engelsk, tysk og fransk. Arbejdede i mange år på de københavnske kontorer med oversættelse, eksportpapirer, kundekontakt etc.


Jeg er også forfatter til danske viser og sange. Har boet i København i mange år og en overgang i udlandet. I 2007 valgte jeg at bosætte mig i Rødbyhavn. Tog afløsertjans som hjemmehjælper og dernæst på Bo og Naboskab, samtidig med at forfatterskabet voksede med flere viser, sangbøger, digtsamlinger og senest et par bøger om pårørende og demens. 


Jeg har siddet i Lolland Ældreråd i flere omgange. Besluttede dog i foråret 2025 at træde ud, da samarbejdet med administrationen inden for Ældre & Sundhed i kommunen var blevet mildt sagt vanskeligt. Jeg var som ældrerådsformand blevet genstand for grov "voksenskældud" for, i den bedste mening, at have videreformidlet en venlig mail modtaget fra et andet ældreråd, som ønskede at besøge Lolland Kommune for at lære mere om international rekruttering. Jeg havde selvfølgelig forventet en velvillig og høflig modtagelse hos administrationen af denne henvendelse udefra, men blev i stedet skudt i skoene, at jeg nu havde smidt en opgave over i skødet på en medarbejder. Intet kunne være mere forkert, men jeg opgav at tale administrationen til fornuft, tog konsekvensen og forlod min post. Nogle kampe er dømt til at mislykkes, når der ikke på begge sider er god vilje og et ægte ønske om samarbejde.


Carsten er min kærlige ægtemage i medgang og modgang. Vi nyder livet og hinanden. Jeg går stadig til klaver hos verdens bedste klaverlærerinde og prøver ihærdigt at lære kunsten, men det er svært. Derfor god træning for både hjerne, hjerte og hænder.


Huset rummer desuden en aktiv papegøje på godt over 20 år.


Jeg har tre søskende og et ukueligt humør. Med andre ord - livet er smukt!